Manali - Himalaya og Tibetansk kloster. 22. april 2005

Vi er nu i Manali en lille by oppe i Himalaya! Her er noget koldere, end vi havde regnet med. Manali ligger i en smal grøn dal i 2 km's højde, og rundt om dalen rager de hvide sneklædte bjergtoppe op.

Udsigten fra vores hotelværelse er fantastisk! Bare ærgeligt, at her er så koldt, men så er vi da forberedte på at komme hjem til DK igen :-)

Der vokser høje grantræer og blomstrende æbletræer, og rundt omkring kan vi se vandfald på bjergskråningerne.

I den lille landsby 3 km. fra Manali, hvor vi bor, er der også et lille vandfald, men indbyggerne bruger det som losseplads - virkelig trist! Vi så en dame tømme en stor kurv med skrald ud over broen, trist trist. Nogle lokale drenge udpegede en død slange for os ved vandfaldet, hmm... så ved man da, at der er slanger her.

En af dagene besøgte vi et lille tempel ude i skoven, der var nogle yakokser der, som så utrolig sjove ud med deres langhårede pels. Okserne var der dog kun for turisternes skyld, - det kostede penge at tage billeder og at få sig en ridetur, så det lod vi være med.

Tempeltaget var en hel anden byggestil end i resten af Indien (lidt kinesisk). Skovtemplet er for guden Dhungri, som er en inkarnation af Kali, den blodtørstige gud. Der hang da også dyrehoveder med gevir på væggene.

Vi gik gennem skoven med høje grantræer ned til Manali by. På vejen mødte vi en tilsyneladende flink fyr, der brokkede sig over, at udlændinge aldrig ville snakke med de lokale. Vi tænkte, at vi godt ville snakke lidt med ham, hvis han var så interesseret i andre kulturer osv.

Vi forklarede ham bl.a. at grunden til, at vi var holdt op med at tale med de lokale var, at de altid var ude på at sælge os noget. Han forsikrede os, at det slet ikke var hans intentioner, og han havde også andre udenlandske venner. Faktisk inviterede han os til middag, hvor vi kunne møde hans andre venner, diskutere kulturforskelle osv. Vi takkede ja og blev enige om at mødes kl. 19.30.

Om aftnen viste det sig dog, at han og hans venner ville have os til at smugle diamanter ud af landet. Heine havde hovedpine, så vi havde heldigvis allerede fra starten af sagt, at vi ville tidligt hjem. Så selvom de reklamerede for lettjente penge, en gratis flybillet osv., fik vi gjort det klart, at det ingen interesse havde.

Deres tøj, hus, bil og smykker udstrålede penge i stor stil, men heldigvis var vi advaret via guidebogen. Vi fandt også ud af, at de ikke rigtigt var venner, da ham, der havde fået fat i os, afslørede, at han faktisk ikke spurgte de andre om personlige ting. Hmm... hvilken gangsterbande!

Hans fine snak i formiddags var en fed løgn, og vi følte os temmelig røvrendte. Vi holdt dog den høflige facade i håbet om at komme levende derfra. Det nåede aldrig at blive rigtigt ubehageligt, men jeg var ikke tryg, før vi var ude af bilen og tilbage i centrum igen.

Vi besøgte også et tibetansk tempel i Manali med lange snore med farvede bedeflag, der blafrede i vinden. Der hang en række små bedemøller hele vejen rundt om den ene bygning. En tibetansk dame gik rundt og satte dem alle sammen i gang med at dreje - sjovt.

Vi så bl.a. den traditionelle stuba og en kæmpe stor bedemølle i den ene bygning, som vi prøvede at dreje rundt.

Derudover så vi en gudefigur, der lavede "heavy metal-tegnet".

Vi kom til at snakke med en tibetansk fyr, der normalt lavede trekkingture. Han ville gerne vise os et rigtigt tibetansk kloster lidt uden for byen i morgen for 500 rs. Han var interessant at snakke med og vi drak en kop chai sammen.

Næste dag fulgte vi med vores tibetanske guide ud af byen langs floden, på et tidspunkt så vi to floder, en ren og en beskidt, løbe sammen.

Derpå tog vi bussen og blev kørt et godt stykke ud af vejen. Vi blev sat af et sted, hvor der umiddelbart ikke var noget, men det var her, at stien startede op til det tibetanske kloster. Vi tænkte, at det i hvert fald var noget, som vi ikke selv havde kunnet finde frem til.

Stien var stejl, og mine sko virkelig dårlige. Vi stoppede undervejs for at få vejret og nyde udsigten. Det var en kold og regnfuld dag, men ind i mellem kom solen frem. Da vi nåede op til den lille bebyggelse havde jeg i hvert fald fået varmen for en stund.

Vi hilste på guidens bror, som var munk og levede der. Han har vist boet der, siden han var helt lille dreng, og om ca. 5 år er han færdig med munkelivet som 36 årig. Hans engelsk var forholdsvist begrænset.

Vi var inde i et lille rum, hvor de tændte lys, som offringer til Buddha, så det prøvede vi også. Fordi det var søndag havde de tid og lov til at snakke mere end de andre dage i ugen.

Vi gik ned i broderens lille træhytte. Det virkede rodet, men de få kvadratmeter var jo også hele hans hjem. Der lå mange religiøse genstande, en klokke, papirstrimler med bønner, bøger, en slags bedemølle, røgelse, en menneskeknogle på væggen osv.

Derudover var der også mere dagligdagsting, en stor Mirinda sodavand, tøj, tæpper, tasker, tallerkner og skåle. Det mest iøjnefaldende for mig var dog det stykke på væggen, hvor der hang avisudklip af smukke damer. Det faldt lidt uden for munkestilen...

Vi fik traditionel tibetansk mad bl.a. momo, nogle små indbagte grønsagspakker og tibetansk te.

Teen var vist lavet af smør og salt. Føj, fik kvalme bare ved tanken, men fik dog drukket et glas. Det skulle vist være godt oppe i det kolde tibetanske højland, hvor det kræver lidt sul på kroppen at holde varmen.

Vi så deres store stuba, men det regnede desværre på det tidspunkt.

Der levede ca. 100 nonner og 40 munke i det lille samfund.

Vi var også inde og se deres udsmykkede tempel.

Så sagde vi farvel til broderen og gik nedad igen. Undervejs så vi en dame oppe på skrænten slynge sten efter en abe i et træ. Hun råbte på en sjov måde, men det virkede lidt vanvittigt, at hun blev ved, selvom vi kom gående på stien.

Jeg var bange for at glide på den glatte vej, så jeg gik meget langsomt. På et tidspunkt passerede en flok heste os på den smalle sti. Der er generelt mange heste og æsler i Manali.

Da vi kom ned på vejen, gik vi et godt stykke til en lille tibetansk landsby. Det var flot at gå langs den brusende flod og kigge op på de hvide bjergspidser. Det var en god og interessant udflugt.

Vi spiste morgenmad på terrassen hver dag med udsigt til de hvide bjergtoppe - en udsigt, der er værd at stå op til :-)

I den lille by på klippesiden, hvor vores hotel ligger, er der nogle små hyggelige huse.

Der er ligger også to små templer i midten af landsbyen. Det ene havde nogle flotte træudskæringer, og det så rimligt nyt ud.

Vi oplevede også at se to kæmpe edderkopper på vores hotelværelse. Først troede vi bare at det var nogle snore ved gardinet, men så fik vi øje på en længere nede på den hvide væg. Føj, kuldegysninger. Vi fik en af hotelfolkene til at smadre dem med en kost, men vi sov ikke helt roligt den nat.

En af dagene tog vi bussen helt ind i bunden af dalen. Derefter gik det opad via nogle skarpe hårnålesving. Så stoppede bussen i Kochi, som slet ikke var en by, men et par cafeer. Vi købt en vand, og solen kom frem, skønt.

Så begyndte vi at gå ud af vejen mod et vandfald. Der var flot udsigt til de hvide toppe, og det duftede friskt af grantræer.

Vil holdt en pause undervejs og sad i solen på græsset. Der kom utrolig mange hvide jeeps forbi med indiske turister. Det var helt vildt så mange, der kom.

Vi nåede frem til Rahala-vandfaldet, som var vores mål i første omgang. Der holdt store lastbiler, og der så ud til at ligge en arbejdslejr. Måske de var ved at bygge et elektricitetsværk.

Vi fortsatte et par hårnålesving opad, undervejs kom vi forbi sne i grøftekanten, fedt. Vi var selvfølgelig henne og røre ved det.

Jeg var ved at være træt af at gå og regnede ikke med, at udsigten ville blive meget bedre, og vi skulle jo også hele vejen tilbage igen. Vi besluttede os dog for at forsøge at blaffe os længere op, da der jo konstant kom biler forbi.

En mand i en lille tom varevognsbus stoppede og tog os med til den nærmeste by Golapa. Golapa viste sig dog slet ikke at være en by, men et slags turiststed. Alle de hvide jeeps holdt parkerede her, fordi vejen var spærret.

Vejen gik i øjeblikket simpelthen ikke længere end hertil. Vi var meget overraskede over det mylder af folk, der var her efter at have gået på den stille og øde vej. Der var chaistalls, skiudstyr, heste og en slags "sæbekassebiler", som folk kunne blive skubbet i osv.

Folk rendte rundt i store pelse og gummistøvler, men vi havde også set utallige af den slags udlejningsbutikker på vejen op til Kochi.

Vi besluttede at tage en hestetur videre op for 300 rs. Vi var rigtig kommet op i snehøjde, og folk legede i sneen, byggede sneskulpturer, kælkede, kastede med snebolde osv. Udsigten til de store skinnende snetoppe var fantastisk.

Vejen var temmelig mudret nogle steder, og man kunne se, at den gamle vej var helt skyldet væk et par steder. Folk arbejdede på at genopbygge den, og man kunne godt forstå at vejen var spærret af længere nede. Pga. mudret kunne vi ikke selv være gået så højt op, så vi var glade for, at vi tog en ridetur.

Det var hyggeligt at sidde på hestene. Heines første ridetur på hest blev altså i Himalayas fantastiske omgivelser. Vi red ca. 1 time opad, holdt et kvarters pause og skød en masse billeder af, og så gik det nedad igen.

Da vi nåede ned, var klokken 17.15 og langt de fleste jeeps var kørt. Vi fik os dog forhandlet frem til et lift. 100 rs for at sidde to mand på ét forsæde i en bil. Vi sad meget dårligt, og det var ikke rart med de mange sving. Jeg var dog bare glad for, at vi kunne komme tilbage.

Vi fik forresten af vide, at vejen kun gik så langt op allerede, fordi Bollywood havde betalt for at få den lavet, da de skulle optage film i området, heldigt.

Der er nu ikke mange dage til, at vi flyver hjem til Danmark. Vi glæder os til at se familie og venner igen!

Næste rejsebeskrivelse