Ramnagar - Junglesafari. 15. april 2005

En af de helt store oplevelser var vores 3 dages safaritur til Corbett Tiger Reserve i "the foothills of Himalaya".

Vi startede fra Ramnagar, en lille by lige uden for parken, i en åben jeep kl. 6 om morgnen. Den åbne jeep fik os til at spekulere lidt på sikkerheden, men til gengæld var udsynet jo virkelig godt.

Vi kom ind i parken, og vores chauffør var rigtig god til at få øje på flokke af vilde rådyr. Hver gang stoppede han jeepen, så vi kunne iagttage dem og tage billeder. Derefter spurgte han om det var ok, at han kørte videre - lige en chauffør efter vores temperament.

Vi så fire forskellige slags rådyr, bl.a. spotted deer og sambar deer. På vejen mod Dhikala, hvor vi skulle overnatte, kørte vi forbi Crocodile point, men inden vi nåede frem til udsigtspunktet, så vi allerede en krokodille svømme i floden. Man kunne se den bevæge den lange tykke hale fra side til side.

Ved selve udsigtspunktet så vi to krokodiller, en stor skildpadde og mange store fisk. Ved et senere udsigtspunkt så vi også en krokodille, den forlod sandbanken og svømmede op mod strømmen, så den trak et spor af hvirvlende sand efter sig. Fedest.

Derudover så vi en temmelig stor lizard ca. 1 meter og en påfugl samt en del termitboer. Ja, det tydede på, at naturreservatet var fuld af liv.

Selve naturen med skoven, floden og bjergene var meget smuk, og så duftede det godt af frodige træer og buske - måske det friskeste luft vi havde oplevet i Indien indtil det tidspunkt.

Da vi nåede frem til den lille by, Dhikala, på den store græsslette ved siden af floden, følte vi allerede, at vi havde set mange af parkens dyrearter.

Vi fik en hurtig frokost og gik så ud til et udsigtstårn ca. en halv km uden for byen. Fra udsigtstårnet var der god udsigt over græssletten mellem floden og bjergene, men de hjorte vi kunne se, så dog meget små ud, så vi tænkte, at det var begrænset, hvad man fik ud af at spotte en tiger deroppefra, hvis man skulle være så heldig.

Efter to timer begyndte vi at kede os lidt. Der kom dog nogle hjorte og drak af et vandhul kun 30 meter fra tårnet, så dem kunne vi se tydeligt.

Vi skulle lige til at skrive i vores dagbøger, som vi havde med derop, da vores chauffør, som sad sammen med os, gjorde os opmærksom på en mærkelig lyd fra skoven. Det var åbenbart hjortenes advarselssignal til hinanden, og det kunne tyde på, at der var en tiger i nærheden.

Så satte vi os spændt op og stirrede ind mod skoven. Der skete dog ikke noget, og vi skulle lige til at skrive videre, da chauføren hviskede "tiger!" Henne ved vandhulet listede et dyr frem fra træerne, den vendte dog straks om igen, måske fordi den hørte os.

Bevægelserne var meget katteagtige, så vi var ikke i tvivl om, at han havde ret i, at det var en tiger. Inde i skoven gik den mod højre, og vi fik et glimt af dens flotte, brændende orange farve mellem træerne. Wow!

Sikke et væld af følelser. Taknemmelighed, fordi vi så en tiger allerede, og så endda så tæt på udsigtstårnet, at man virkelig kunne få en fornemmelse af den. Skuffelse, fordi det var et så kort glimt. Samt ikke mindst angst, fordi der faktisk rendte en spillevende vild tiger rundt i det område, som vi skulle gå igennem for at komme tilbage til byen...

Lige efter synet, håbede vi, at tigeren ville komme tilbage, så vi kunne se den igen. Men da vi besluttede os for at gå tilbage til byen, ønskede vi pludselig, at den var løbet så langt væk som muligt.

Det var med bankende hjerte, at vi kravlede ned af stigen. Vi havde intet at forsvare os med, og vi kunne mærke, at selv chaufføren syntes, at det var farligt. For dælen da!

Vi fik af vide, at det var bedre at gå langsomt end hurtigt - ok, så prøver vi det. Vi nåede ud af skovområdet, som eftersigende skulle være det farligste, men vi følte os nu heller ikke trygge på vejen mellem det høje græs. Først da vi var tilbage i byen kunne vi ånde lettede op. Dog stadig lidt skræmmende, at der rendte en tiger rundt så tæt på "byen", som slet ikke var indhegnet.

Vi skulle skrive på en tavle, at vi havde set en tiger plus hvor og hvornår. Det var noget af en sejrsfornemmelse at gøre det, da det tilsyneladende var det første tigersyn den dag.

Vi fik en kop tjai og så var det videre på jeepsafari. Der skulle en guide med udover chaufføren. Guiden var meget frisk, vi var lige kørt ud af byen, da han ændrede retning, fordi han havde fået øje på en flok vilde elefanter!

Der var ca. 19 elefanter i flokken, både de helt store og små baby-elefanter. De gumlede løs af det lange græs, blafrede med ørerne og svingede med halerne. Vi så også nogle kaste sand på ryggen med snablen. Et fantastisk syn. Faktisk så vi to elefantflokke mere på den jeep-safaritur, men der var ikke helt så mange elefanter som i den første flok.

Vi forlod græssletten og kørte ind på skovvejen. På vejen fik guiden pludselig øje på en jeep, der holdt stille, mens folkene stod op og spejdede ind i buskadset. Chaufføren speedede op og jordede hen til den anden jeep og parkerede bag den. I træerne sad der aber, som sagde en mærkelig, dyb, hvæssende lyd - et alarmsignal til hinanden, fordi de kunne se en tiger!

Guiden så, hvor aberne kiggede hen og udpegede den busk, som tigeren sad under ved vejsiden. Vi kunne igen se den orange farve, men ikke, hvad der var poter, hoved osv. Vi stirrede som gale ind i busken og fik fluer i øjnene - av av.

Pludselig kom der en jeep til, og tigeren løb længere ind i buskadset. Vi kørte lidt frem og slukkede for motoren igen. Pludselig så vi krattet bevæge sig, og tigeren kom til syne. I næste nu sprang den af sted i det høje græs langs vejen. Wow, denne gang fik vi et virkeligt godt indtryk af den store katteskikkelse.

Chaufføren trykkede speederen i bund og kørte i samme retning som tigeren. Guiden udså et udsigtstårn og sprang ud af bilen for at kravle op i det. Vi havde ikke lyst til at forlade bilen, som jo skulle give sikkerhed, men da chaufføren også gik ud, ville bilen i hvert fald ingen steder køre, så der var ikke andet at gøre end at løbe efter dem op i udsigtstårnet.

Adrealinet pumpede for vildt i kroppen. Vi var dog knap nået op i tårnet, før guiden ville ned igen, fordi han havde set tigeren krydse vejen. Så spurtede vi alle sammen ned af trapperne igen. Skræmmende at skulle løbe fra tårnet og over til jeepen, når man ikke selv havde set tigeren eller anede, hvor den var henne.

Vi kunne dog ikke klage over guidens engagement, han var næsten mere ivrig end os! Tigeren var dog forsvundet for denne gang. Inden safarituren sluttede den dag, så vi også 3 jakaler rende frem og tilbage over vejen. Så gik solen ned og vi vendte tilbage til byen. I byen så vi et stort vildsvin løbe forbi.

Om aftnen ville vi nyde en rom og cola på terrassen uden for sovesalen, men nogle lyde, som vi straks fortolkede som "alarm calls" og synet af en stor firbenet skikkelse, fik os til at storme ind igen. Skikkelsen viste sig dog bare at være en hjort, så vi satte os ud igen. Synet af de to tigere den dag havde sat sine spor!

Vi var enige om, at det var meget godt klaret at se SÅ mange dyr allerede den første dag. Flere af dem vi snakkede med, havde endnu ikke set tigere, så det fik os ikke til at føle os mindre heldige.

Næste dag var vi på jeep-safaritur ved solopgang. Vi kørte nord for floden, men skoven var stille, så der var ingen tigere i området. Vi så dog jakaler, en påfugl med udslået hale og massevis af de fredelige hjorte.

På tilbagevejen på sydsiden af floden holdt en række jeeps på den karakteristiske stille, iagttagende måde. Vi hørte abernes alarmsignal og så dem kigge ned på tigeren i buskadset, men vi var ikke selv så heldige at få øje på den denne gang. Vi var dog ikke specielt skuffede, da vi kørte tilbage til byen, vi havde jo været heldige dagen før.

Vores held var dog langt fra opbrugt. Det viste sig, at en tiger holdt til lige neden for skråningen i græsset mellem byen og floden. Hele dagen kunne vi følge med i dens færden. Den havde åbenbart dræbt en hjort, som vi kunne se ligge nede i græsset. Selve tigeren var skjult i det høje græs (eller det vil faktisk sige i hampplanterne), men ind i mellem bevægede græsset sig, og den kom til syne.

Der stod selvfølgelig en stor flok tilskuere og holdt udkig, så hver gang tigeren kom til syne, kunne man høre de begejstrede suk, og alle i nærheden styrtede hen til udkigsstedet. Der var en varm fællesskabsfølelse, og folk hjalp med at udpege tigeren for de nyankomne og lånte kikkerter ud til hinanden.

Vi fik nogle enestående syn af tigeren, bl.a. da den gik ned til floden for at køle sig af. Et par tæmmede elefanter badede også i floden, fedt at se tiger og elefanter bade så tæt på hinanden!

Da de tæmmede elefanter første gang nærmede sig området med tigeren, fulgte vi spændt med for at se, hvad der ville ske. Elefanterne kom tættere og tættere på, og pludselig opdagede de den døde hjort i græsset, og de truttede hjerteskærrende. Det lød næsten som om, de sørgede over den. De kunne sikkert også mærke tigerens tilstedeværelse, men den holdt sig skjult ind til elefanterne var gået længere væk igen.

På et tidspunkt var der drama igen nede ved floden. Denne gang lidt for spændende på en ubehagelig måde faktisk. En af elefantførerne gik ned for at hente den ene elefant. Hvad sker der? Tænkte vi. Han må da være klar over, at tigeren stadig er lige dernede, hvordan kan han så finde på at gå derned?

Manden tog det dog stille og roligt, han fik kaldt på elefanten og satte sig op paa den. Men gud hjælpe mig, om han ikke fik elefanten til at lægge sig i floden, så han kunne vaske den! Det gør han bare ikke, tænkte vi. Tror dog også, at han holdt godt øje med tigeren, som lå fuldt ud synlig og tørrede på stenbredden på den anden side af floden. Endnu en mand gik derned, og så red de to på den ene elefant hen for at hente den anden elefant. Det lykkedes dem, uden at nogen kom til skade - puha!

Som en af de andre tursiter sagde, så er det kun i Indien, at man ser en mand bade en elefant kun 50 meter fra en tiger og så ovenikøbet i en flod med krodiller...

To timer før solnedgang var det tid til vores elefant-safaritur. Vi sad 5 mennesker på "elefantstolen" på elefantryggen. Der var vist normalt kun plads til 4, så Heine havde ikke rigtig noget at holde fast i. Han kunne dog sidde med armen rundt om Karen, og så gik det fint. Føreren sad på nakken af elefanten og styrede den.

Vi var spændte på ruten, men det viste sig hurtigt, at vi gik ned af skråningen mod tigeren. Flot at det store dyr kunne gå ned af den stejle skråning, men det gyngede da også en del.

Elefantførerne fik de 3 elefanter til at gå meget tæt på tigerens skjulested i de høje hampplanter, men den flyttede ikke på sig. Man kunne lige skimte lidt af dens hvide mave gennem et hul. Det så ud til, at den lå og trak vejret hurtigt. Man kunne mærke, at vores elefant rystede. Den var nok heller ikke helt tryg ved situationen. Vi var kun ca. 6 meter fra tigeren.

Vi fik også lige et glimt af tigerens bytte, som lå tæt på. Den var halvt spist bagfra, og indvoldene hang ud over det røde kød. Dyrehovedet var temmeligt blåt/blegt og fluerne summede rundt om den - et ret ulækkert syn egentlig.

Så red vi væk derfra og krydsede floden. Sjovt at høre elefanten trække sine store fødder gennem vandet. På den anden side af floden så vi bl.a. en blå Kingfisher (en lille flot fugl), og en elefantflok i det fjerne.

Vi så også en stor enlig hanelefant med lange stødtænder. Elefantføreren ville ikke gå for tæt på, eftersom vi jo sad på en hun!

Vores elefant gumlede lystigt af hampplanterne. Af og til kom der en voldsom rumlen, og derefter stank det helt vildt. Det var virkelig slemt, men en elefantlort er jo også gigantisk.

Til sidst red vi igen tilbage mod tigeren. Vi ventede lidt på de andre to elefanter for at kunne gå hen til den i samlet flok. Denne gang gik de så tæt på, at tigeren ikke gad at finde sig i det mere. Den kom frem fra sit skjulested og sprang hvæssende hen mod vores elefant med løftet pote. Fedt at se den vise tænder! Derefter lagde den sig arrogant ned i græsset på siden, den ville åbenbart lige markere sig.

Den var nu fuldt ud synlig, og det lykkedes os at skyde nogle billeder af. Meget heldigt at det var lige den aften, vi skulle på vores elefantsafari. Oppe på skrænten stod stadig en flok mennesker og kiggede ned på os og tigeren, mon ikke de var lidt misundelige? Tættere på kommer man vist ikke med livet i behold. :-)

Sidste dag så vi en stor grib, som slog sig ned, der hvor tigeren havde holdt til dagen før. Vi kunne se den lyserøde hals og de store sorte vinger. Der lå sikkert stadig rester fra tigerens måltid, men selve tigeren havde flyttet sig og sit bytte til et andet sted, måske fordi vi havde forstyrret den for meget.

En fantastisk oplevelse i Corbett Tiger Reserve, som det åbenbart også krævede et par linier at skrive om... Næste rejsebeskrivelse