Bijapur - Islamisk arkitektur. 5. marts 2005

Fra Badami tog vi til Bijapur, egentlig ikke et stop som vi havde tænkt på på forhånd, men turen til Aurangabad ville blive for lang ellers. Bijapur bar præg af at have været en stor muslimsk hovedstad i 1500-tallet med bl.a. ruinerne af en meget massiv bymur rundt om byen og en del moskeer.

Vi så bl.a. en stor kanon oppe på bymuren, ca. 1 m. i diameter. Kanonhovedet var lavet som en tigermund, der var ved at sluge en elefant. Dyrene skulle eftersigende repræsentere islam og hinduismen... hmm...

Vi besøgte en meget elegant moske, sjovt nok at se noget islamisk arkitektur til en forandring, men ellers var vi nu ikke så imponerede. Vi har efterhånden også set flere af de helt tildækkede kvinder hernede, men det er da altid noget, at de to religioner kan fungere side om side i dag.

En anden moske, som vi besøgte, var ikke speciel elegant, men den var tilgengæld stor! Kuplen skulle være den anden største efter Skt. Peters kirken. Man gik op i kuplen af en meget smal trappe i en af de fire hjørne-tårne (7 etagers). Udsigten over byen var virkelig fin deroppe.

Det sjoveste var dog akustikken i kuplen. Der var et helt utroligt ekko, men man blev dog ret træt i hovedet af at høre folk klappe og råbe derinde. I Bijapur lykkedes det også Heine at se det første Formel 1 løb i sæsonen, da vi havde tv på værelset. Rimlig godt timet, da det vist kun er 2. gang vi har haft tv.

Vi fik også kørt i hestevogn gennem byen, det var nemlig et meget udbredt transportmiddel i Bijapur i stedet for rickshaws... Vi købte også forskellige frugter på det lokale grøntsagsmarked, bl.a. granatæbler og nogle frugter, der mindede lidt om en blanding mellem figner og pærer...

Vi fik også købt en indisk klædedragt til Karen, og det har da hjulpet lidt på de stirrende blikke. Vi har længe kigget efter noget indisk tøj, men vi har ikke set noget færdiglavet i butikkerne. Denne gang var det dog også kun en stofbutik, men en af kvinderne hjalp os over til en skrædder og fortalte os prisen på at få den syet - det var en stor hjælp. Hos skræderen kunne Karen selv vælge halsudskæring, ærmelængde osv. og så blev der taget mål.

Da vi kom og hentede det senere på dagen, var han ikke helt færdig, og vi snakkede lidt med datteren paa 14 år og hendes tante. De var meget gæstfrie og inviterede os på kold cola, som manden hentede kun til os. Så sad vi ellers der og drak, mens de andre ikke havde noget - lidt mærkeligt, men sjovt at blive inviteret rigtig indenfor. Hele familien boede i huset, dvs. pigen og to storebrødre, deres far og mor, to tanter og to onkler (tror vi nok, vi fik ikke helt styr paa familiemønstret).

De var meget smilende og venlige, men det var kun pigen og hendes ene bror, der kunne snakke lidt engelsk med os. Pigen gav desuden Karen et sæt fine armbånd, og så klippede hun den eneste rose af deres potteplante for at sætte den i Karens hår. Vi var temmelig rørte over deres gæstfrihed, og det var rart at opleve det, da vi ellers er vant til, at folk næsten kun henvender sig for at få rupees på den ene eller anden måde. Heine gav desuden broderen sine solbriller for at gengælde gæstfriheden en lille smule.

Det har været nogle hårde busture de sidste par dage. Busstationerne er som regel et helvede med sælgere, tiggere og nysgerrige indere. Det er helt vildt, som folk stirrer på os, bare fordi vi er hvide... Nogle gange river de også i os, som om de ikke tror, at vi har hørt dem råbe hallo 20 gange. En tigger præsterede endda at smide en lille sten ind af vinduet for at få vores opmærksomhed... Ret belastende at skulle afvise så mange på en dag, når man egentlig helst vil være sød og venlig, men så bliver de jo bare ved...

Almindelige børn spørger f.eks. også efter kuglepenne og chokolade, så det kan være lidt svært at gå i fred. Ude ved seværdighederne var folk også helt vilde med at tage billeder af os. Vi fik bl.a. taget et billede sammen med en hel skoleklasse - pudsigt! Godt man ikke er en kendt rockstjerne hjemme i dk :-)

Næste rejsebeskrivelse