Arambol - Hippie-strand i Goa. 8. feb. 2005

Det tog 3 timer bare at komme ud af Bombay, og trafikken var kaotisk. Der er ikke noget, der hedder vognbaner her, alle masser sig bare frem, hvor de kan klemme sig forbi. Og hvis de ikke kan komme forbi, dytter de! Hvilket vores chauffør også gjorde, men vi havde heldigvis ørepropper med.
Turen tog ca. 16 timer (600 km syd for Bombay), og vi fik sovet lidt undervejs. Da vi vågnede igen, var bussen ved at overhale fire oksetrukne kærrer med et rundt læs hø på hver. Det var tydeligt, at vi var kommet på landet.

Vi har nu boet 4 dage i Arambol, en lille by ved stranden i Goa (Goa er en lille indisk stat). Her er meget varmt, og stranden er lækker med blødt sand og palmer.
Stranden i Arambol.
Heine har lige været ude at bade. Vi har spist på forskellige restauranter nede på stranden hver aften. De laver god mad her, vi har bl.a. fået frisk fisk, en såkaldt "Kingfisher".

Her går køer, hunde, geder, grise og høns frit rundt, og de lokale henter vand op af brønden. Vores værelse er dog ok luksus agtigt med eget badeværelse.
Fra balkonen har vi udsigt til både kokosnødpalmer og bananpalmer.

Strømmen er dog gået to dage i træk i hele byen, men den er heldigvis kommet igen ved solnedgang. Den ene dag betød det, at vi måtte bade i verdens tyndeste vandstråle.
En mand kravler op i en kokospalme.
Boderne ved Anjuna ligger helt ned til stranden. Vi har nydt det meget og lagt på stranden samt været ude at bade et par dage. Vi har også været på to udflugter.

Den ene af vores udflugter var til et stort marked ved Anjuna, det var dog al for turistet og sælgerne var hele tiden henne og hive i os: “Hello! Come and look in my shop. What do you like? This? How many do you want?
I ‘ll make you a very good price!”
Og alt hvad vi havde gjort, var bare at ryste lidt på hovedet eller trække paa skulderne for ikke at virke alt for uhøflige…

De solgte tøj, kryderier, røgelse og diverse flot håndvaerk. Vi købte dog kun et par cdér og et par bukser, som vi pruttede om det bedste, vi kunne. Det var lidt for dyrt på det marked, så vi venter med vores “indkøb” til senere.
Anjuna loppemarked bl.a. en krydderibod.
Terekhol fort ved flodens udløb til havet. Den anden udflugt gik til Terekhol Fort, en gammel portugisisk borg, der blev erobret af indiske frihedskæmpere i 1954-55.

Vi tog den lokale bus ud til Querim Beach (11 km fra Arambol), hvorfra der gik en lille færge over en bred flod. Færgen var gratis for gående. Derefter gik vi ca. 3 km op til borgen.
Undervejs så vi en abe i et frugttræ (stor grå med sort ansigt og meget lang hale). Da aben fik øje på os, snuppede den et stykke frugt og sprang videre til et nyt træ.

Borgen var lavet om til et dyrt hotel, men vi fik lov at gå ind og kigge af vagten.
Lille kirke i borggården på Terekhol fort.
Udsigt ned af kysten fra Terekhol fort. Borgen lå meget strategisk placeret med udkig over havet og ned langs kysten samt lige ved flodens udløb, saa udsigten var virkelig fin.

I morgen vil vi tage videre til Goas hovedstad, Panjim og saa videre ned til endnu en strand, Palolem, lidt sydligere.




Næste rejsebeskrivelse
Oase tæt på havet ved Arambol strand. Oase tæt på havet ved Arambol strand.
Free Web Hosting